
Jeg har flere tips til Malmø! I mit sidste indlæg om Malmø med børn lovede jeg at fortælle om “stopdans-maskinen”.
Stopdans-maskinen står i Folkets Park og netop denne park er et oplagt sted at tage hen, når man er i Malmø med børn. Den 130 år gamle park er still going strong og fyldt med steder for både børn og voksne: Masser af små hyggelige kroge og plæner man kan dase, en soppe-sø, hoppepude, cykelbane til de mindste, minigolf og meget andet.
Og: Stopdans-maskinen. Du kender stopdans fra din ungdom, og i parken har de opsat en maskine. Den er enkel: Du trykker på en knap, hvorefter musikken går i gang. Når en svensk stemme siger “Frys” (med rullende R), står du stille. Og er der nogen der bevæger sig, fortæller maskinen hvilket felt taberen står på.
Og sådan kører det igen og igen med sang på sang. Genialt!
Nå, men Folkets Park: Tag af sted!
I løbet af sommeren har de i øvrigt også koncerter på deres svar på “Plænen”, hvor blandt andet Kim Larsen spiller. Og det er nemt at finde mad, drikke og is i en af parkens mange små boder og beværtninger.