Kender I det der med, at man bare gerne vil væk? Koste hvad det vil: “Nu tager jeg mit gode tøj og flyver til et eller andet sejt sted”? Og så kigger man på priserne, og tænker: “Jeg kan også godt vente lidt”.
Well, for to uger siden sad jeg og tænkte netop dette. Og efter lidt søgen hist og her fandt jeg flybilletter og hotel med all inclusive på Mallorca til en okay pris. Jeg tænkte lidt over det. Eller rimelig meget, og spurgte yndlingskollegaen til råds; “Kan jeg rejse alene? Skal jeg gøre det? Er det det, jeg har brug for?”… Hendes svar var et klart “Ja! Sgu! Det skal du da!”. Og kort tid efter sad med med billetterne i hånden (Metaforisk set – i realiteten lå der bare en bookingbekræftelse i min indbakke.)
Jeg er normalt til storbyferie, hvor kultur kan blandes med opdagelse af nye, spændende restauranter. Men nu skulle det altså prøves, det dér charter på Majååårka som Skudamuda ynder at kalde det. På klingende jysk. I mandags sad jeg så på AirBerlins fly på vej syd på. Jeg er lidt en pivskid, så jeg kan bedst li’ at bestille taxa på forhånd, som kan hente mig i lufthavnen. Alt for mange gange har jeg prøvet, at ivrige taxachauffører har stået og hevet i min baggage, for at jeg skulle vælge netop deres taxa – og jeg er altid småbange for, at de enten overcharger mig, eller kører mig ud i en skov og tager mit tøj og mine penge.
I lufthavnen ventede min chauffør på mig. En midaldrende spansk kvinde med bøjle på tænderne (ikke at det har noget med historien at gøre, men det havde hun altså) stod med et fint lille skilt med mit navn på.
Hun kørte mig til hotellet Whala! San Diego 10 kilometer syd for øens hovedstad Palma de Mallorca. Selvom klokken var ti om aftenen, var der stadigvæk tæt på tyve grader, og jeg følte straks, at jeg havde gjort det rette.
Whala!San Diego
Allerede da jeg trådte ind i lobbyen, kunne jeg se, at dette hotel har kendt bedre dage. Det blev bygget i 1960 og efter sigende ombygget i 2000. Jeg tror stadigvæk ikke helt på det. Men personalet tog godt imod mig, og jeg fik min værelsesnøgle. Og mit sorte all-inclusive-armbånd (Fanget i alt andet end luksusfælden, that is).
Jeg fik at vide af den flinke concierge, at der var én nøgle til boksen på mit værelse, og at jeg frit kunne komme ned og låne den imellem 9 og 21. Alle de gange jeg ville. Jeg takkede pænt nej tak.
Mit værelse var heller ikke noget at råbe hurra for. Men det var udsigten til gengæld. Da jeg trak de fesen-orange gardiner fra, havde jeg frit udsyn til havet og palmer.
Palma de Mallorca
Palma er den største by på Mallorca, og har både sjæl og charme. En by, som bærer præg af, at mange forskellige kulturer har været i byen igennem årene. Jeg gik på turistbureauet, sagde det var første gange i byen, og at jeg ikke vidste, hvor jeg skulle starte. Jeg fik stukket et kort i hånden og en lang liste over steder, jeg skulle besøge: “When you have done that, you come back to me”. Lad mig sige det ærligt: Jeg nåede ikke mange af de museer, der stod på listen. Primært fordi den var på spansk – og at gadenavnene var svære at finde på kortet. Men jeg fik da i det mindste set det gamle regentpalads: En vildt flot bygning fra 1200-1300-tallet. Efter det gik jeg på Restaurant Tast, som jeg havde fået anbefalet hjemmefra.
Tast
Der er ikke noget at sige til, at Tast har fået to fine sakse for sin hyggethed i årets Michelinguide. Stedet minder om en form for vinbar – med kolde tapas i lange rækker på bardisken, og et menukort over de varme retter. Jeg tog godt for mig, for med ting som kalvefilet med fois gras, svinemørbrad med grillet aioli og vagtelæg med bacon var det svært at vælge. Med 10 retter og tre glas vin sneg regningen sig op på 200 kroner. Helt fair. Og absolut anbefalelsesværdigt, hvis du kommer til Palma.
All inclusive-helvede
Om aftenen valgte jeg at spise på hotellet. Morgenmaden havde været dårlig, så jeg forventede ikke det helt store. Og da jeg sad der, sammen med et hav af tyske turister, med en overdimensioneret fiskepind på tallerkenen og en ovnbagt kartoffel, og havde fået første bid i munden, bestemte jeg mig for, at det ikke kunne være sandt. Jeg efterlod tallerkenen, og tog ud for at spise på en restaurant. Det var sidste gang, jeg spiste andet end morgenmad i restauranten på Whala!San Diego.
Jeg mødte nogle tyske turister, som var ude at gå, og spurgte, om de kunne anbefale en god restaurant i nærheden. Deres svar var ret klart: “Here? No good restaurants”. Jeg endte på en lille bådrestaurant, hvor jeg fik ganske godt svin.
Tag cyklen rundt
Den næste dag var det tid til at se noget andet end Palma, så jeg lejede en mountainbike, og kørte 20 km op i bjergene til den lille hyggelige by Ljucmajor. En gammel by, som har mindst lige så meget charme som Palma. Cykelturen derop var både smuk og inspirerende, og det er ikke noget tilfælde, at så mange hvert år valfarter til øen for at cykle rundt. Det er klar anbefalelsesværdigt. Hvis ikke en decideret cykelferie så bare en dag i sadlen.
Det er ret let at finde rundt, men spanierne er ikke gode til at skilte deres cykelruter, så to gange havde jeg fornøjelsen af at cykle i nødsporet på motorvejen.
Konklusionen på alt mit pladder her må være: Tag til Mallorca. Nu. Vejret er dejligt, folk er søde, og hvis du har mod på at researche lidt, er der også gode restauranter. Jeg skal i hvert fald af sted igen. Men næste gang bliver det 1) Uden all inclusive. 2) I Palma by i stedet for Platja de Palma 3) Mere end tre feriedage plus rejsedage.