Man spiser godt – og billigt – i Dublin

Jeg besøgte Dublin for første gang for snart fire år siden. Ganske kort før jul. Og jeg var solgt: Søde mennesker, god mad og en pubkultur, som jeg ikke har oplevet andre steder (Okay, det var vel også nærmest dem, der opfandt den). Læg dertil, at der var 14 grader og solskin alle dage, selvom vi var i midten af december.

Jeg vidste, jeg måtte af sted engang. Men ofte er billetterne ret dyre. Indtil SAS havde deres “Now or never”-tilbud i starten af januar. Tur/retur til Dublin for 500 (plus bagagegebyr, viste det sig, da jeg stod i lufthavnen og skulle betale 500 for en kuffert. Men lad nu det ligge).

Vi havde fire dage i byen, hvor vi droppede alt, hvad der hedder finkultur men i stedet spiste os igennem byen. Så her får du tre tips til gode restauranter i Dublin.

Phx Bistro

Hyggelig stemning på PHX Bistro i Dublin
Hyggelig stemning på PHX Bistro i Dublin.

Efter en lang dag med kig på butikker og gåture i det fantastiske forårsvejr, var vi ikke til alt for lange ture om aftenen. Men bare 300 meter fra vores lejlighed fandt vi denne restaurant.

Hvis man skal kalde stilen noget, må det være irsk/frank bistro. Der er både simreretter som braisseret lam og som alle andre steder: Bøf.
Hver aften kører de tre retter for 24 euro, hvilket virkelig er “value for money”.

Vi startede med en goat cheese panacotta, som var lavet af gedefriskost. Pikant og lækkert. Vi fik også en andeleverpaté, som ikke var som fois gras men nærmere en helt klassisk landpaté, som smagte fantastisk (jeg kom til at tænke på de postejer, min mormor lavede i huset i Odense).

Foto: Phx Bistro
Det lyder lidt “vi skyder Bambi”-agtigt (selvom Bambi ikke er et lam). Men for pokker, det smagte godt

Til hovedret fik vi pandestegt torsk med parmesan og lam med madeirasauce. Virkelig velsmagende og rigeligt mættende. Men har man sagt ja til tre retter, skulle man være et skarn, hvis man ikke tager desserten med. Specielt når der er Baileys Crème brûlée (Ja, det findes!) på kortet.

Det var en dejlig aften. Betjeningen var fantastisk, maden ligeså – og der var et kort med fire forskellige drinks med portvin. Vi var lidt i himlen for en stund og endte med at betale sølle 70 euro for os begge – uden at have sparet på noget.

Ærgrede os over, at vi fandt den så sent, så vi ikke også kunne nå at spise morgenmad og frokost der.

PHX Bistro
12 Ellis Quay
Smithfield Dublin 7

Tel: 01-61111-61
phxbistro@gmail.com
http://www.phxbistro.com/

Cleaver east
Jeg har ikke meget til overs for hotelrestauranter. Enten er de dårlige og dyre. Eller også er de gode og meget dyre. Men ligesom de fleste andre restauranter i Dublin er priserne på Cleaver East, som ligger på Clarence Hotel, ganske rimelige (som Don Domingo ville sige det).

Også her er der nemlig en set menu. Den koster 30 € og man skal på forhånd kontakte restauranten og fortælle, at man ønsker denne. Fjollet. Men det er besværet værd (Vil man have bøf, er der et tillæg oven i menuprisen, men det er stadigvæk billigt).

Her har de store, saftige bøffer. Men også noget for både fiskespisere og vegetarer. Og jeg vil gerne indrømme det: Jeg fik fisk. På en bøfrestaurant. Men ikke desto mindre var det det, jeg havde lyst til. Den var dejlig sprød på skinnet og drysset med ristede hasselnøddekerner.

Udover at have aftensmad er der også en, eftersigende, vanvittig brunch om søndagen – og frokost flere dage om ugen.

(Et lille ps.: De har en ny burger hver måned. Da vi var der, var månedens burger croissant med steak, fois gras, beer battered french toast, bacon og ost. Helt ekstremt klamt – men for pokker, hvor ville jeg gerne have smagt den).

6-8 East Essex Street
Temple Bar
Dublin

http://cleavereast.ie/index.php/about/

Læs også om “Leprechaun museum”, Irlands ældste pub og is med havsalt i mit tidligere indlæg om Dublin.

Submit a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.