“Fast track”: Billig lejebil i USA

“Fast track” er en serie artikler, som giver gode råd til de ting, der tit kan være lidt besværlige at planlægge inden en rejse.

USA er et billand. Ingen tvivl om det. I de større byer kan du sagtens klare dig uden en bil, men vil du opleve noget på egen hånd, er bil et must. Der kører ganske vist Greyhoundbusser overalt i USA; men her kommer du ikke i nærheden af den følelse, det er at køre rundt på egen hånd.

I USA er det samtidig muligt at leje en bil, som sparker røv og som du aldrig ville få råd til at købe i Danmark (Eller for den sags skyld have lyst til. Hvem ville være dum nok til at købe en bil med kaleche, som kun kører 10 km/liter i Danmark til en million?).

Bilens Momondo
Ligesom du sikkert bruger Momondo, når du skal finde flybilletter, findes der også tilsvarende til biludlejning. En af dem er Autoeurope.com. Du søger blot på de datoer, du skal bruge bilen, om du vil leje ét sted og aflevere et andet (hvis turen f.eks. starter i Las Vegas og slutter i San Francisco, som vores gjorde). Derefter får du en liste med biler frem sorteret efter pris.
Du kan derefter gå ind og sortere på biltype. Og ved du hvad? Du skal da have en åben vogn, når du sådan skal cruise på Californiens highways. Indrømmet: Du vil ikke have den meget nede, for det er kun på de små veje, hvor du kører ganske stille, du vil kunne holde larmen fra vinden ud. Og du vil heller ikke have meget plads til bagage. Men smart ser det nu ud.
På listen kan du også se, hvilket udlejningsfirma, du skal hente ved.

Husk forsikring
Når du booker, skal du være opmærksom på, om der er forsikring med. Jeg var selv i tvivl, da jeg skulle bestille.
Hos sider som Autoeurope er der forsikring inkluderet i de fleste tilbud. Det kan dog være smart, lige at kigge efter en ekstra gang. Ofte er der nemlig kun ansvarsdækning (hvis du forvolder skade på nogen) og plain kasko, som ikke dækker dæk, undervogn og ruder (bl.a.). Derimod kan du få en “Udvidet forsikring”, som også dækker disse ting – uden selvrisiko.

Pris for ekstra fører kan koste dyrt
Hvis I er to af sted, er der en ret stor sandsynlighed for, at I også er to, som skal køre bilen. Men skal du have en ekstra fører til bilen, koster dette ofte en del ekstra. Vær opmærksom på det, eller kig efter “Særtilbud” eller “Goldrate” på Autoeurope.com.
Vælg “Gold rate” eller “Særtilbud” hvis muligt. Her er som regel inkluderet en bunke forsikringer, gratis “ekstra fører” (som normalt er pisse dyrt) og i nogle tilfælde også en tank benzin.

“Kan vi trygt vælge “Dollar”?”…
… Det var mit helt store spørgsmål. Og helt sikkert også dit.
Dollar er billige. Og de har ringe anmeldelser alle steder. Men kigger du anmeldelserne igennem, er det ikke servicen eller bilerne, der fejler noget. Det er køen i lufthavnen.

Tricket er, på forhånd at melde sig ind i deres loyalty program (det er gratis). Så skynd dig at melde dig ind nu (såfremt du altså lejer bil hos dem): https://www.dollar.com/Express/LearnMore.aspx

Mexico ligger i Spanien – og biludlejningen ligger virkelig, virkelig langt fra Lufthavnen
Ja, overskriften siger det hele. Men her er alligevel lidt uddybning: I mange amerikanske lufthavne ligger biludlejningen 10-20 kilometer fra lufthavnen, så du skal tage en bus eller taxa derhen, når du lander i lufthavnen.
I Las Vegas er det en taxatur til et par hundrede kroner fra The Strip eller Lufthavnen. Bare så du ved det.

Spørgsmål? Så skriv. Jeg vil svare alt, hvad jeg kan.

2 comments

  • Vi kørte med taget nede på motorvejen hele vejen fra LA til SF. I februar. Som de eneste. Det var fantastisk og kun en lille smule pinligt, at alle kunne se, vi var turister. Nu overvejer jeg muligheden for at afmontere taget på Skoda’en i nattens mulm og mørke. Men det er bare som om, det ikke helt er det samme at cruise op og ned af Gammel Køge Landevej i åben vogn …

Submit a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *