New Yorks skyline er verdens mest kendte skyline. Men mange turister i New York tager til Manhattan og bruger al deres tid der. Og det får man ikke meget skyline ud af. Og det bedste: Alle tre tips virker også, når du rejser med børn.
Så: Hvorfra ser du New Yorks skyline bedst?
1: Tag til Staten Island
I den sydligste del af Manhattan, ikke langt fra Wall St., har du mulighed for at tage den gratis færge til Staten Island. Den sejler ca. hvert kvarter – og med mindre du har tænkt dig at udforske Staten Island, kan du snildt gå af færgen og direkte på igen.
Nå, men det var det med den skyline. Hvis du bliver på dækket har du mulighed for at se det sydlige Manhattans skyline med One World Trade Center lige midt i det hele.
2: Customs i Newark Airport
Okay, denne her er lidt lakrids og ikke nær så god som de to andre. Men dog alligevel en mulighed: Når du alligevel står og venter på at komme ind i USA i den lidt fr lange kø ved Customs, så vend dig om og kig mod vinduerne. Der får du nemlig første blik af Manhattans skyline efter ankomst til New York. Og det i sig selv er jo også ret fedt.
3: East River State Park

Mit allerbedste råd er: Tag til Brooklyn. Som du måske har kunnet fornemme i andre indlæg her på siden, er jeg lidt forelsket i den del af New York. I Brooklyn, nærmere bestemt Williamsburg, ligger East River State Park. Udover at være en dejlig bypark med legeplads, har de også en lille sandstrand. Du kan ikke bade derfra, men det kan jo være dejlig med lidt sand under tæerne efter en dag med laaange gåture. I East River State Park, som ligger ved 90 Kent Ave, får du det absolut bedste vue over Manhattans imponerende skyline med Empire State Building lige i midten.