Det er svært, ikke straks at tænke på all Inclusive og turister, når der bliver sagt Tenerife. Og det er der ikke noget galt med. Det var bare ikke sådan en ferie, vi skulle på. Med baby på den ene arm lå det nemlig ikke ligefrem i kortene, at vi skulle ligge på en strand. Derfor tog vi til hovedbyen Santa Cruz de Tenerife, som ikke har så mange turister som badebyerne – til gengæld er der shopping og mange gode og billige restauranter.
Lej en bil og kom af sted
Ankommet til Tenerifes sydlige lufthavn fortrød jeg lidt, at vi ikke bare havde købt en pakkerejse med transfer og dermed kunne være på hotellet en halv time senere. Men den fortrydelse forsvandt et par timer senere, da vi var kommet godt frem til vores lejlighed midt i Santa Cruz – på en ensrettet gade fem minutter fra hovedstrøgene.
Vi lejede bil hos TopCar Autoreisen. Med ekstra chauffør, (dårligt) barnesæde og ingen selvrisiko kom vi af med 1200 for en uge, hvilket egentlig er helt okay.
Mercado Municipal Nuestra Senora de Africa – Santa Cruz’ “Torvehallerne”

En af de fede ting ved at bo i lejlighed i en by som Santa Cruz er, at man kan købe herlige madvarer som man kan tilberede i lejligheden.
Og netop denne markedshal er genial: Der er flere osteboder, slagtere, grønthandlere og en enorm fiskeafdeling i kælderen, hvor man enten kan spise den friske fisk eller tage med hjem.
Vi spiste en omelet med hvidløgsrejer – og drak et glas cava til. Efter morgenmaden (Ja ja – man må godt drikke cava om formiddagen, når man er på ferie) købte vi en masse store rejer og nogle blæksprutter til hjemmelavede calamari med. Prisen for 600 gram rejer og 500 gram blæksprutter var… 100 kroner. Hurra.
De åbner tidligt om morgenen – og lukker også tidligt (Klokken 14)
Av. de San Sebastián, 51
38003 Santa Cruz de Tenerife
http://www.la-recova.com/
Bedste restauranter i Santa Cruz de Tenerife
Det dummeste man kan sige, er: ”Det er meeeget billigere at tage af sted end at blive hjemme”. Så det vil jeg ikke gøre (Primært fordi det er løgn.). Men når man først har betalt for rejse og ophold, er det virkelig billigt at bo i denne by. Og der er et hav af gode restauranter.
En af dem er Panzaburro Gastrotasca (http://www.panzaburro.info/).
Restauranten ligger for enden af gågaden i noget man som københavner nok ville kalde ”Østerbro-delen”. Det er her, privathospitalerne og bankerne ligger. Og altså også denne lille perle.
Vi var lidt lorne ved at menuen stod på spansk, engelsk, tysk og fransk på skiltet foran, men vi tog chancen. Og det var vi glade for.
Restauranten ligger i en lille hyggelig gårdhave skærmet af for livet uden om. Her fik vi fem retter til deling:
Kroketter med Iberico-skinke
Charcuterifad med Iberico-skinker og –pølser og lidt lokale oste
Salat med confitteret torsk
Spansk biksemad med æg og, ja: Iberico-skinke
Og afslutningen var den bedste svineret, jeg har fået: Helt mørt svin, måske nakkefilet, i en paprika- og tomatsovs. Haps! (Havde håbet på at få opskriften, men det lykkedes ikke).
Vi snuppede også lidt vin, lidt øl og lidt vand – og endte med at lægge 56 Euro ink. drikkepenge.
Er du på Tenerife bør du smutte en tur forbi Santa Cruz – Og snuppe en frokost eller aftensmad her. Bare vær opmærksom på deres fjollede åbningstider (13 – 16 og igen 20 – 23. Men tjek deres Facebook-side for updates).
C/ Mendez Nuñez, 20
38004 Santa Cruz de Tenerife
https://www.facebook.com/
Populær kanarisk restaurant
Indrømmet: Denne restaurant er virkelig hypet. Det er helt sikkert den, turister

ender på. Men den er også god: La Hierbita (http://www.lahierbita.com/)
Her byder kortet på dejlige gryderetter, kanariske kartofler med den klassiske døppelse og oste-/skinkefad. De har åbent fra 8 – 24 og er derfor også et godt bud til morgenmad, hvis du kan droppe din ”Jeg skal bare have æg og bacon, når jeg er på ferie”-attitude for en stund og tør skifte den ud med tortilla og brasseret svineskank.
Der er masser af siddepladser foran restauranten.
Calle Clavel, 19
38003 Santa Cruz de Tenerife
http://www.lahierbita.com/
Når du smutter herfra, så gå Pi Bar, som ligger ti meter derfra. De har god kaffe og hjemmelavet kage.
La Esquina Bar de Gamonal
Ikke langt fra La Hierbita finder du denne restaurant. Det er i den fancy ende, men ikke mere fancy end at du kan parkere barnevognen ved dit bord.
Deres menukort byder på blandt andet lækker torskefilet, kyllingeconfit og salad chevre chaud. En hovedret koster mellem 10 og 14 Euro.
Calle Cruz Verde 14 Esquina Clavel
https://www.facebook.com/
Museer i Santa Cruz de Tenerife
Vi var heldige med vejret: 32 grader de første par dage og derefter ret stabilt 25. Men en enkelt dag var der ”kun” 20 og lidt overskyet. Det er = museumsbesøg. Et af de største og mest populære er det naturhistoriske museum, som dækker over mennesker, dyr og planter fra De Kanariske Øer. Jeg kan godt lide knapper på museer (http://onesmallstepforaman.
Bedste tip: Lej en audio guide på engelsk. Der er mange skilte. Og de er kun på spansk.
http://www.spain.info/da/que-
Kort fortalt: Jeg er tosset med Tenerife: Der er smukt. Der er varmt. Og der er god mad!
Vi fløj med Spies/Thomas Cook Airlines og for katten hvor det bare spillede ombord på flyet. Bemærk dog at det er fjollet at købe transfer, hvis du ikke har bestilt indkvartering via Spies – du får nemlig først at vide, hvor du bliver sat af, når du ankommer til lufthavnen.