Test af Eventyr Lounge i Københavns Lufthavn

Jeg kan godt lide at starte mine rejser i lounge. Jeg synes, at det giver en god start på ferien. Dels fordi der er fred og ro. Dels fordi der er ubegrænset gin/tonics. Begge dele vægter lige højt.

Eventyr Lounge byder på lidt af hvert – her: En lille skarp til kaffen.

Eventyr Lounge – efter paskontrollen

En forholdsvis ny lounge i Københavns Lufthavn er Eventyr Lounge. Fordelen ved denne er, at den ligger efter paskontrollen – i modsætning til f.eks. CPH Apartment, som jeg tidligere har skrevet om.
Og den er virkelig pengene værd. Alene indretningen er virkelig fed, som man sidder der med udsigt til flyene. Jo jo: 260 kroner for adgang er en slat penge. Og jeg vil derfor ikke gå derind, hvis jeg er lidt sent på den. For man skal gerne have mindst en time, så man kan slappe af og nyde udvalget af mad og drikke.

Varm ret og vinautomat

Ved mit seneste besøg var dagens ret en virkelig velsmagende rød karry med oksekød. Lækkert og mørt. Der er også en lille men udmærket salatbar, kolde anretninger (Som ikke var noget at råbe hurra for) og kaffe og wienerbrød.

Og nu til en indrømmelse: En af de bedste ting er altså, at der er fri bar. Ja, jeg lyder som en teenager nu. Men du behøver jo altså ikke at drikke dig i hegnet. Det, jeg mener, er bare, at du hurtigt kan bruge 150 kr. på en øl og en drink i lufthavnen – og det før du har taget så meget som en bid mad.

Rimelig cool vinautomat. Lige et step up fra bag in box’en.

Fri bar i loungen

I Eventur Lounge består det af forskellige sjusser som gin/tonic og rom/cola. Derudover whisky, Baileys og en virkelig cool vinautomat med rød- og hvidvin.

Der er selvfølgelig også kaffe, te og sodavand, hvis man er til det. Alt i alt er loungen altså et godt bud på første stop på rejsen. Og så inden den rigtig er begyndt.

Læs lidt mere om lounges i Københavns Lufthavn på CPH.dk.

Submit a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.