“Statistik”. Det lyder kedeligt. Men så er det godt, man kan peppe det op med en irriterende overskrift. Og ikke desto mindre giver statistikken et lille indblik i, hvor I, kære læsere, tager hen på ferie.
Det er ikke overraskende, at mine indlæg om Hamborg topper. Det er en fantastisk by, og der er jævnligt folk, som spørger om tips til Hamborg. Jeg arbejder derfor på et nyt indlæg, som lige giver et par bud mere på gode oplevelser og restauranter i byen. Men restauranten Witvenball er, indtil nu, min yndlingsrestaurant i byen.
Til gengæld er nummer to på listen over sommerens mest læste lidt af en overraskelse. Nemlig tips til Alsace. Det er et fantastisk område til en kør-selv-ferie og er du der, skal du SELVFØLGELIG se
Maginotlinjen. Udover at være et vildt imponerende bygningsværk, byder Maginotlinjen på en af de måske mere oversete dele af 2. verdenskrig. Kort fortalt byggede Frankrig et fæsningsanlæg hele vejen langs den tyske grænse. Men tyskerne startede bare med erobringen af Belgien og gik, så at sige, via terrassedøren. Maginotlinjen er historien om de soldater, som levede deres liv under jorden og i kanontårnene. Hav en sweater med og gode sko – du kommer til at gå langt i kulden under jorden. Men du vil ikke fortryde det.
Og så kommer vi til nummer tre på listen: Tips til Dublin. Ligesom med tips til Hamborg er disse indlæg altid nogle af de mest læste.
Og det undrer ikke: Dublin har en pub-kultur som ikke mange andre byer, gode restauranter og en gæstfrihed, som er fantastisk.
Og er du i byen, må du ikke snyde dig selv for en menu på Phx Bistro: Dels er maden virkelig lækker og forholdsvis billig. Men en af de fedeste ting er deres drinkkort, hvor alle drinks indholder portvin. Så se at komme af sted!